Regnskabsfrister

Danmark her nu snart været lukket ned i to måneder. Nedlukningen ser ikke ud til at blive lempet foreløbigt.

Allerede nu kan jeg se, at jeg de næste måneder skal bruge ekstra meget tid på at hjælpe kunder med at søge om de kompensationspakker, der er tilgængelige.

Da regeringen ikke på nuværende tidspunkt har meldt ud, at fristerne for indsendelse af regnskaber og selvangivelser for 2020 kan blive rykket, kommer jeg i alvorlig tidnød med mine sædvanlige opgaver omkring regnskaber og selvangivelser. Det bliver derfor ualmindeligt svært for mig at kunne overholde fristerne hhv. 31. maj og 1. juli.

Jeg vil derfor med denne nyhedsmail fortælle dig, at jeg ikke i år, medmindre fristerne bliver udsat, kan indestå for, at din selvangivelse og/eller årsregnskab for 2020 kan blive afleveret til tiden.

De næste måneder vil indkomne opgaver med selvangivelser og årsregnskaber blive ekspederet efter først-til-mølle-princippet. Jeg vil selvfølgelig gøre mig store anstrengelser for at nå alle opgaver. Men også mit døgn har kun 24 timer.

Skulle du ud fra denne nyhedsmail ønske at vælge en anden revisor, vil jeg selvfølgelig loyalt sørge for, at dit revisorskifte bliver så gnidningsløst som muligt.

Har du allerede afleveret dit materiale for 2020 skal du ikke være bekymret. Jeg skal nok nå dit regnskab eller din selvangivelse.

Moms One Stop Shop – salg af varer og ydelser fra webshop

Den 1. juli 2021 ændres reglerne for salg af varer til private kunder i andre EU-lande væsentligt. For de berørte virksomheder skal de indledende forberedelser igangsættes meget snart.

De nye regler for salg af varer til privatpersoner med bopæl i andre EU-lande skulle være trådt i kraft 1. januar 2021, men EU valgte på grund af Covid-19, at udskyde ikrafttrædelsen til 1. juli 2021. Et par medlemslande har ønsket en yderligere udsættelse, men her og nu er der ikke noget, der tyder på det.

Hvem er omfattet af de nye regler
Danske virksomheder, som sælger varer og ydelser til privatpersoner med bopæl i andre EU-lande, skal anvende de nye One Stop Shop regler. Hidtil har ordningen kun omfattet salg af elektroniske ydelser via den nuværende MOSS-ordning, men ordningen udvides til generelt at omfatte salg af ydelser, som er ”fjernleverbare” og salg af varer, som hidtil har været omfattet af fjernsalgsreglerne, hvor leverandøren står for forsendelse af varen til kunden.

Typisk vil det dreje sig om salg af varer og ydelser fra webshops, men ændringerne betyder at enhver form for fjernsalg af varer og ”fjernleverbare” ydelser er omfattet af de nye regler.

Hvis en virksomheds salg af varer og ydelser til privatpersoner med bopæl i andre EU-lande er under 10.000 Euro årligt, kan den undgå One Stop Shop registrering, og i stedet opkræve dansk moms af salget af varer og ydelser. Dermed kan webshops, som hovedsageligt er orienteret mod det danske marked, men som har nogle få handler med private i andre EU-lande, undgå at anvende de nye regler.

Hvis der sker salg til privatpersoner, som har bopæl uden for EU, gælder fortsat de almindelige regler. Det indebærer, at sådanne salg i de fleste tilfælde kan gennemføres uden at afregne moms af salget. Hvis der er tale om varesalg, er det en forudsætning at varen fysisk sendes til en adresse uden for EU.

Hvordan fungerer ordningen
Når de nye regler er trådt i kraft, skal en dansk virksomhed, som sælger og sender en vare (fjernsalg) til en privat kunde i fx Tyskland, tillægge salget tysk moms. Og sælges en tjenesteydelse til en privat kunde i fx Polen, skal salget tillægges polsk moms.

Det er det land, hvortil varen leveres, som bestemmer momssatsen. Hvis en privatperson med bopæl i Finland får en vare sendt til fx et sommerhus i Sverige, skal salget tillægges svensk moms.

Princippet er dermed at momsen skal falde i kundens land (hvor vare/ydelse overgår til forbrug), men skal indbetales af sælger. Sælger indbetaler den udenlandske moms til myndighederne i sit hjemland, og herefter er det myndighedernes ansvar, at fordele momsen på de øvrige lande.

Udvidelsen af ordningen til at omfatte varesalg vil i nogle tilfælde give udfordringer. Når momssatsen i kundens land skal anvendes, kan der være tale om et land, som anvender forskellige momssatser (differentieret moms). Eksempelvis har en del EU-lande nedsat moms på visse fødevarer, bøger, medicin, børnetøj osv. Det er sælgers ansvar at anvende den rigtige momssats i forbindelse med hvert salg, og derfor kan det i tvivlstilfælde blive nødvendigt at anmode om et bindende svar i det eller de lande, hvor der er tvivl om den rigtige momssats.

Registrering og afregning
Når man er omfattet af de nye regler, skal der ske en særlig registrering hos Skatteforvaltningen, en såkaldt One Stop Shop registrering. Denne registrering betyder, at den udenlandske moms, som er opkrævet hos de udenlandske kunder, afregnes til Skatteforvaltningen i Danmark. Registrering sker ved brug af blanket 31.041 (elektronisk).

Hvis en virksomhed i forvejen er registreret efter MOSS-ordningen for salg af elektroniske tjenesteydelser, vil den automatisk blive overflyttet til den nye ordning.

De danske myndigheder har meddelt, at der kan ske registrering med virkning fra 1. april 2021 (stadig under forudsætning af, at reglerne ikke bliver yderligere udskudt).

Ved bogføring af et salg til en privat EU-kunde skal der være oprettet konti, der sikrer at den udenlandske moms bogføres korrekt for hvert land og eventuelt for hver sats. Efter indførelse af MOSS-ordningen blev en del regnskabssystemer ændret så de kunne håndtere bogføring mv. Det må forventes, at disse systemer forholdsvis enkelt kan tilpasses de ændrede regler.

Den særlige One Stop Shop momsangivelse vil minde meget om den angivelse, som anvendes i MOSS-ordningen. Det forventes, at der kun vil ske nogle ganske få ændringer af den tekstmæssige del, mens selve opbygningen og angivelsesfelter fastholdes, når bortses fra at angivelsen skal tage højde for at flere lande har differentieret moms, hvilket formentlig skal vises i angivelsen.

Derudover skal der tages højde for ændringer på hjemmeside mv., hvor der blandt andet skal tages stilling til, hvordan kunden gøres opmærksom på at prisen indeholder lokal moms, herunder om priserne skal justeres i forhold til momssatsen i kundens hjemland.
 
 
Kontakt mig hvis du vil høre yderligere.
 
Med venlig hilsen
HE Revision

Henrik Eriksen
Registreret revisor

Tlf.: 58 35 12 10
www.he-revision.dk

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.