Hermed sender jeg revisors nyhedsbrev for juni måned 2020
Dette nyhedsbrev indeholder vigtigt nyt for dig, der ejer et selskab; ApS, IVS, A/S og P/S.
Men først mere generelt for alle:
Jeg vil gerne gentage, at frister for indsendelse af selvangivelser og årsregnskaber er udsat for alle. Den nye frist, der således gælder for både privatpersoner, selvstændig erhvervsdrivende og selskaber, er den 31. august 2020.
Men en vigtig frist, der ikke er udsat, er fristen for indbetaling af restskat senest den 1. juli 2020.
Derfor vil mine arbejdsopgaver for juni måned blive prioriteret på dig, som kan risikere en restskat, der skal betales senest den 1. juli.
For dig, der endnu ikke har afleveret dit materiale/bilag for 2019, kan jeg ikke garantere, at du kender størrelsen på en eventuel restskat inden den 30. juni.
Dertil vil arbejdsopgaver omkring ordningerne med Coronastøtte fylde en del i min kalender i løbet af juni måned.
Har du af andre årsager brug for min assistance i løbet af juni måned, skal du endelig bare henvende dig. Det skulle der også gerne være plads til.
Pas på din likviditet:
Nogle af de støtteordninger, der er lanceret i forbindelse med Coronakrisen, er udsættelse af diverse betalingsfrister for skat og moms.
- Uden disse udsatte betalingsfrister skulle dig med kvartalsmoms have indbetalt moms i går den 2. juni.
- Virksomheder med ansatte skulle have betalt A-skat og AM-bidrag den 11. maj.
- Betaling af B-skat for maj måned er udsat til den 20. juni.
- Dertil komme yderligere udskudte frister, så virksomheder med ansatte heller ikke får trukket A-skat og AM-bidrag nu den 10. juni.
Alt i alt en masse udskydelser som kan skabe et falsk billede af din reelle likviditet.
Så er du i forvejen en smule presset på din likviditet, er det i disse måneder rigtig vigtigt, at du ikke overvurderer din og din virksomheds likvide muligheder.
Ejer du et selskab:
Driver du din virksomhed via et eller flere selskaber, og har du måske dertil også et holdingselskab, har du måske bemærket, at selskabernes selvangivelser for 2019 er blevet nogle sider længere.
Selskaber i samme koncern, der på en eller anden måde handler med hinanden, har altid skulle selvangive oplysninger om denne samhandel. Til og med 2018 skulle samhandlen dog være på mere end 5,0 mio. kr., førend selvangivelsen skulle udfyldes med disse oplysninger.
Fra og med selvangivelsen for 2019 er grænsen på 5,0 mio. kr. ophævet. Således skal blot en mellemregning på 7 kroner mellem to selskaber i samme koncern nu oplyses på selvangivelsen.
Denne udvidede pligt til at selvangive samhandel med selskaber gælder nu også for dig, der ejer et selskab. Skattestyrelsen har indført et skema (vedhæftet) der skal udfyldes for alle, der har bestemmende indflydelse på et eller flere selskaber.
Så har du en mellemregning med dit selskab, skal denne mellemregning nu selvangives på din egen personlige selvangivelse. Hvis mellemregningen er forrentet, er det yderligere en oplysning. Lejer du lokaler ud til dit selskab, er det en tredje oplysning.
Modtagelse af løn og udbytte skal ikke indberettes via dette skema. Løn og udbytte indberettes på sædvanlig vis.
Hvis du kun ejer selskabet og på ingen måde har samhandel med selskabet ud over løn og/eller udbytte, skal skemaet stadig udfyldes og indsendes. Dog kun felterne 1 – 8.
Læs mere om skemaet via dette link: https://skat.dk/skat.aspx?oid=56184
Indsender du ikke skemaet senest for fristen for indsendelse af din egen selvangivelse (for 2020 den 31. august), betragtes din selvangivelse som ikke afleveret, og du kan derfor skulle betale et gebyr på op til kr. 5.000.
Pligten til at indsende dette skema er indført så hastigt, at Skattestyrelsens IT-medarbejdere ikke har kunnet nå at indarbejde skemaet i de sædvanlige IT-systemer, hvor du plejer at rette din selvangivelse.
Derfor skal skemaet hentes på skat.dk som en Excel-fil, udfyldes manuelt og efterfølgende indsendes til Skattestyrelsen via din egen skattemappe.
For mange af mine selskabskunder hjælper jeg ikke med din private selvangivelse. Du skal derfor selv indsende skemaet til Skattestyrelsen, fordi jeg ikke har adgang til dine skatteoplysninger. Se dette link til min hjemmeside: https://he-revision.dk/adgang-til-skatteoplysninger/
Uanset at jeg ikke har adgang til dine skatteoplysninger, vil jeg udfylde skemaet for dig og sende det til dig. Sammen med en vejledning i, hvordan du via din skattemappe indsender skemaet til Skattestyrelsen, inden fristen udløber. Også for dig, hvor jeg allerede er færdig med enten din selvangivelse eller dit selskabs selvangivelse og regnskab, vil du modtage et skema, som du skal indsende.
Hvis du selv vil klare indsendelse og udfyldelse, må du meget gerne sige til. Så vi ikke begge arbejder på samme opgave.
Har jeg adgang til dine skatteoplysninger, skal jeg nok sørge for indsendelse til Skattestyrelsen.
Hovedanpartshaver skema vejledning
Med venlig hilsen
HE Revision
Henrik Eriksen
Registreret revisor