Nyhedsbrev januar 2018

BoligJobordningen bliver permanent

Der vil også fremover være fradrag for hjælp til rengøringen, børnepasningen og energirenoveringen i hjemmet.

Endelig permanent ordning
BoligJobordningen har siden 2011 haft forskellige udformninger. Det har gjort boligejere usikre på fradrag for det kommende år, da der var tale om en ”stop-and-go-ordning”. Den 1.1.2018 er BoligJobordningen permanent i en udgave, der giver fradrag for både service- og håndværksydelser i hjemmet.

Der kan fås fradrag for serviceydelser (børnepasning, rengøring, havearbejde mv.) på op til 6.000 kr. årligt. Derudover kan fås fradrag på op til 12.000 kr. årigt for en række håndværksydelser som fx udskiftning af ruder, vinduer og døre samt tilslutning til bredbånd. Begge beløbsgrænser reguleres fremover i takt med lønudviklingen. Ordningen kommer til at koste staten ca. 450 mio. kr. årligt.

Betingelser
Man kan få fradrag uanset om man ejer eller lejer. For at få fradrag, skal man være skattepligtig til Danmark og være fyldt 18 år. Ægtefæller og samlevere med fælles økonomi kan dele fradraget uanset, hvem der har betalt. Hver ægtefælle/samlever kan få fradrag for op til 12.000 kr. for håndværkerydelser og op til 6.000 kr. for serviceydelser. Beløbet overføres ikke automatisk, så det skal indtastes på begges selvangivelse. I helårsbolig skal man bo der, mens arbejdet udføres. Kun ejerne af en fritidsbolig (og ægtefæller) kan få fradrag for arbejde på fritidsbolig. Selv om man har både helårsbolig og sommerhus, kan man højst få fradrag for 12.000 kr. for håndværkerydelser og 6.000 kr. for serviceydelser. Det er fortsat kun arbejdslønnen, man kan få fradrag for. Man kan ikke få fradrag for serviceydelses-delen på sommerhuset, hvis man lejer det ud.

Visse fradrag sløjfes i 2018 og frem
Fradrag sløjfes for omkostninger til installation af intelligent varme-, ventilations- og lysstyring, solafskærmning af vinduer og glasdøre, energirådgivning, udskiftning af faste belægninger med permeable belægninger, sikring af yderdøre og vinduer mod oversvømmelse, installation af ladestik til elbiler, fjernelse af asbest, PCB og bly.

Fradrag i 2018 og frem
Man kan få fradrag for disse serviceydelser med op til 6.000 kr.: Almindelig rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde (herunder snerydning).

Man kan få fradrag for disse håndværkerydelser med op til 12.000 kr.: Udvendigt malerarbejde, isolering af tag, reparation og forbedring af skorsten, udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas, isolering af ydervægge, isolering af gulv, afmontering af eksisterende brændeovne, installation eller udskiftning af varmestyringsanlæg, arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller, reparation eller udskiftning af gasfyrskedler og varmeanlæg, (bortset fra oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og brændselskedler), installation af varmepumper, herunder jordvarmepumper, installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, radonsikring, tilslutning til bredbånd og installation af tyverialarm.

Fradrag gælder uanset, om man har betalt med betalingskort, på indbetalingskort, via netbank, i banken e.l. Betaling med kontanter giver ikke fradrag.

Fradrag for 2017
Du kan i øvrigt få fradrag for arbejde udført i 2017, hvis der er sket betaling senest 28. februar 2018. Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.