Nyhedsbrev april 2021

Vigtigt nyt for dig vedrørende regnskabs- og selvangivelsesfrister. Dertil også nyt på området for modtagelse af kontanter.

I går kom det længe ventede lovforslag til udsættelse af regnskabs- og selvangivelsesfrister. Der er allerede flertal for lovforslaget.

Disse frister og forlængelser gælder kun for dig, som har årsafslutning den 31. december 2020:

  • Fristen for indsendelse af selskabers årsregnskab til Erhvervsstyrelsen flyttes fra den 31. maj 2021 til den 30. juni 2021. En forlængelse på én måned.
  • Fristen for tastning af selskabers selvangivelse på skat.dk flyttes fra den 1. juli 2021 til den 1. september 2021. En forlængelse på to måneder.
  • Fristen for tastning af personligt ejede virksomheders selvangivelse på skat.dk flyttes ligeledes fra den 1. juli 2021 til den 1. september 2021. Også hér en forlængelse på to måneder.

 
De nye frister er meget velkommen.

Det betyder, at jeg kan vende tilbage til at prioritere mine opgaver, som jeg har gjort de tidligere år.

  1. Først udarbejdes regnskaber for andelsboligforeninger. Disse har ofte generalforsamlinger tidligt på foråret.
  2. Dernæst udarbejdes regnskaber for selskaber, idet deres frist for indsendelse kommer først.
  3. Og til sidst udarbejdes regnskaber for de personligt ejede virksomheders selvangivelse.

 
Ind i mellem løses andre opgaver af hastende karakter. Fx omstruktureringer og andre opgaver der har andre frister. Eller for dig der har brug for et hurtigt årsregnskab til din bank.

En frist der desværre nok ikke udskydes, og heller ikke blev udskudt i sommeren 2020, er fristen for frivillig indbetaling af restskat den 1. juli for personligt ejede virksomheder. Føler du, at året 2020 har været med et rigtig godt overskud, og er jeg ikke nået til din selvangivelse/årsregnskab endnu, skal du bare indbetale det beløb, som du finder rimeligt. Og betale senest den 1. juli 2021.

Eller spørge mig om du kan komme lidt foran i køen.

Men 2020 har desværre ikke været et jubelår for ret mange. Så måske er restskatter for 2020 kun et teoretisk emne.

 

På vej mod kontantløst samfund

Det er i dag ulovligt for erhvervsdrivende, som ikke omfattet af hvidvaskloven, at modtage kontanter på 50.000 kr. eller mere. Nu nedsætter et lovforslag beløbet til 20.000 kr.

Det gælder uanset om transaktionen sker på en gang, eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Kontantforbuddet gælder erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af hvidvaskloven. Så en revisor, leasingselskab eller bank mv. er ikke omfattet af kontantforbuddet.

Bøder
I dag idømmes man bøde på 25% af overtrædelsen. Altså hvis man modtager kontanter ud over 49.999 kroner.

Dette princip bibeholdes. Det vil sige at man i fremtiden idømmes bøde på 25% af modtagelsen af kontanter ud over 19.999 kroner. Så hvis man eksempelvis modtager 100.000 kroner for salg af en bil, idømmes man en bøde på 25% af 80.001 kr., altså afrundet 20.000 kroner.

Virtuel valuta
Endvidere omfattes udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta. Alle for transaktioner på 1.000 € eller over = krav om kundekendskabsprocedurer (ID mv.).

Det gælder uanset om transaktionen sker på en gang, eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Virksomheder med virtuel valuta pålægges at have en hvidvaskansvarlig. De er finansielle aktører, og omfattes af denne bekendtgørelse (som ligger i udkast). Efter bekendtgørelsens § 1, stykke 3, skal de indberette en række oplysninger til Finanstilsynet kvartalsvist, om bl.a. risikovurdering, antal kunder osv. Der skal indberettes 26 oplysninger.

Ikrafttrædelse
Loven skal generelt gælde fra 1. juli 2021, hvor ovenstående også forventes at træde i kraft. De tre nye aktører om virtuel valuta, skal dog først foretage deres første indberetning med frist 11.11.2021. Denne første indberetning skal omfatte oplysninger om 3. kvartal 2021.

Se lovforslaget med kommentarer her.

 

Kontakt mig hvis du vil vide mere. Og ellers med et ønske om en god weekend.

 

Med venlig hilsen
HE Revision

Henrik Eriksen
Registreret revisor

Tlf.: 58 35 12 10
www.he-revision.dk

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.