Nyhedsbrev marts 2024

Hermed mit seneste nyhedsbrev som handler om den nye grundskyld (ejendomsskat) og hvordan den opkræves. Dertil også noget om dækningsafgiften for erhvervsejendomme.

Grundskyld
Fra 1. januar 2024 opkræves grundskyld for ejerboliger på en anden måde end tidligere. Og dette kan give udfordringer i bogholderiet.

Ejendomme ejet af selskaber
Hvis et selskab ejer en ejerbolig, opkræves grundskyld via selskabets skattekonto. Opkrævningen sker i 2 årlige rater. Betalingen til skattekontoen for grundskyld, kan ikke særskilt registreres som betaling af grundskyld. Der er udelukkende tale om at indbetalinger dækker den først opståede gældspost.

Denne opkrævningsform vil formentligt ikke give udfordringer. Før i tiden skete opkrævningen på et separat indbetalingskort. Nu sker det blot via skattekontoen. Afregningen af grundskyld skal naturligvis indgå i bogholderiet. 

Ejendomme ejet af personer
Hvis en beboelsesejendom er ejet af en fysisk person, vil opkrævning af grundskylden ske via forskudsopgørelsen. Det vil sige sammen med personens øvrige betaling af skat. For en udlejningsejendom, skal dette bogføres i udlejningsejendommens regnskab.

Hvis afregningen sker som en del af B-skat over 10 rater, skal grundskyld bogføres med 1/10 som omkostning i bogføringen for udlejningsejendommen, med modpost på mellemregningskontoen/refusion. Eller med det samlede beløb ultimo året.

Hvis afregningen sker dels via B-skat (10 rater) og dels via A-skat (12 gange), skal bogføringen deles op efter en forholdsmæssig fordeling. Det virker ganske omstændeligt.

Man kunne overveje, om ikke det kunne være hensigtsmæssigt, at bogføre

  • De løbende skattebetalinger som private hævninger.
  • Den samlede grundskyld ultimo året med modpost på refusion (reducere de private hævninger).

Man må ikke bogføre den samlede grundskyld primo året, hvor den ikke er forfalden endnu.

Ejendomme ejet af flere samtidig
Hvis en ejerbolig har flere ejere, som alle er fysiske personer, forventer vi der sker opkrævning hos hver ejer med den registrerede ejerandel.

For øvrige ejerboliger med flere ejere (fx hvor selskaber, foreninger og personer ejer en ejendom sammen) vil der blive registreret en ”hovedejer”. Opkrævningen sker hos denne hovedejer. Hovedejeren må således foretage videre opkrævning hos de andre deleejere. Hvis vi antager at der er tale om en udlejningsejendom, vil omkostningen til grundskyld skulle indgå i bogholderiet. Og man vil som følge af dette se forskellige typer af bilag i regnskabet for udlejningsejendomme med delvist ejerskab.

Fasthold dækningsafgiften – midlertidigt
Udskyd stigninger i dækningsafgift 2024 – men fristen er 8. marts 2024.

Virksomheder som har dækningsafgiftspligtige ejendomme har siden 2022 betalt en aconto-beskatning der som minimum har været det de betalte i 2021 og maksimalt 30 pct. mere. Nu er der udsendt foreløbige vurderinger, og dækningsafgiften 2024 opkræves på baggrund af disse.

Hvis dækningsafgiften for 2024 ændrer sig på baggrund af den foreløbige vurdering, kan du søge om at fastholde den foreløbige dækningsafgift for 2024 på samme beløb, som du betalte i 2023. Du vil så blive opkrævet det korrekte beløb i 2025, når de endelige vurderinger foreligger.

Du kan kun søge, hvis du:

  1. har fået opkrævning på den foreløbige dækningsafgift 2024 (den skulle være kommet i uge 50, 2023)
  2. betalte dækningsafgift i 2023

Du skal indtaste kommunenummer og ejendomsnummer. Du finder dem på BBR eller:

  1. Gå ind på boligejer.dk.
  2. Søg på adressen på den ejendom, det drejer sig om.
  3. Hent BBR-meddelelsen.
  4. Kommunenummer og ejendomsnummer står øverst til højre i BBR-meddelelsen

Hvis du har brug for hjælp, eller har spørgsmål til blanketten, kan du kontakte virk.dk på 72 22 27 71.

Dækningsafgiften bliver genberegnet og efterreguleret, når du får den endelige vurdering. Vær opmærksom på, at det kun er den foreløbige dækningsafgift, du kan ændre. Når den endelige 2023-vurdering kommer, bliver dækningsafgiften genberegnet og efterreguleret.

Det betyder, at hvis du har betalt for meget, vil du få penge tilbage. Har du betalt for lidt, vil du få en opkrævning på det, du skal betale. Der er dog indgået en politisk aftale om at indføre en grænse for, hvor meget dækningsafgiften årligt må stige fra 2022 og frem (indfasning med 10 pct. årligt).

Efter planen vedtages lovforslaget, så stigningsbegrænsningen beregnes, når staten sender de endelige vurderinger for 2021 og 2023 ud.

Ejer/medejer af ejendommen kan søge. En anden privatperson eller advokat/revisor kan søge på vegne af ejer/medejer.

Med venlig hilsen

HE Revision
Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor

Tlf.: 58 35 12 10
www.he-revision.dk

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.