Selskabsselvangivelser
Udfyldelse og godkendelse af mine kunders selskabsselvangivelser sker på følgende måde:
- Jeg udfylder en kladde på skat.dk.
- Jeg sender en udskrift af kladden til min kunde, hvor jeg beder kunden om at godkende og underskrive kladden.
- Efterfølgende logger jeg igen ind på skat.dk og godkender selvangivelsen.
Problemet i denne fremgangsmåde ligger i en fejl på skat.dk. Der er problemer med den udskrift, som jeg kan få af kladden. Den er ufuldstændig. Jeg har forsøgt mig med en dialog med SKAT, som lovede at en opdatering af deres systemer tilbage i januar 2019 ville løse problemet. Det skete ikke, og efterfølgende vælger de nu at ignorere mine henvendelser.
Har du brug for at se hele selvangivelsen i sin fulde længde, inden du underskriver min kladde, kan du altid selv logge ind på skat.dk og gennemgå kladden.
Iværksætterselskaber (IVS) afskaffes
Hvornår?
Der er 28. februar 2019 fremsat lovforslag om afskaffelse af ordningen om iværksætterselskaber. Fra den dag lovforslaget vedtages, kan der ikke længere stiftes Iværksætterselskaber. Det er uvist hvornår det vedtages, men det er sat til 1.behandling i Folketinget den 12. marts 2019.
Hvad så i stedet?
Det er muligt fremover i stedet at stifte Anpartsselskab. Kapitalkravene i anpartsselskaber nedsættes ved lovforslagets vedtagelse til 40.000 kr. Dette har virkning samme dag som lovforslaget om afskaffelse af Iværksætterselskaber vedtages. Der er et stiftelsesgebyr ved anpartsselskab på 670 kr. til Erhvervsstyrelsen. Der er begrænset hæftelse ved Anpartsselskab og Iværksætterselskab.
Eller man vil kunne stifte en personligt ejet virksomhed. Denne er gratis at stifte, men man hæfter personligt.
Man vil formentligt også se flere billigt stiftede udenlandske selskaber som vil drive filial i Danmark. Fx har et engelsk Private Limited Company (ltd.) et kapitalkrav på 1 GBP. Så dette lovforslag om afskaffelse af iværksætterselskaber i Danmark, ændrer ikke på muligheden for billige selskaber med begrænset hæftelse.
Hvad med eksisterende IVS’er?
Alle eksisterende iværksætterselskaber skal være omregistreret til anpartsselskab indenfor 2 år efter lovens ikrafttræden. Hvis det ikke er sket indenfor 2 år, sætter Erhvervsstyrelsen en frist for at omregistrering bliver gennemført. Ellers tvangsopløses selskabet, med omkostninger til likvidator til følge. En evt. rest, udloddes til kapitalejerne.
Hvis der ikke er penge nok i selskabet til at omregistrere til et Anpartsselskab i løbet af de 2 år, skal der fortages indskud. Indskud kan ske kontant eller – hvis det sker i forbindelse med omregistreringen – som apportindskud, altså som indskud af andre aktiver end kontanter. Ved apportindskud kræves erklæring fra godkendt revisor. Hvis Iværksætterselskabet ikke omregistreres, tvangsopløses det.
Hvis et Iværksætterselskab sendes til tvangsopløsning efter lovens ikrafttrædelse – fx på grund af en manglende indsendt årsrapport eller manglende registrering af reelle ejere – er genoptagelse betinget af, at selskabet omregistreres til anpartsselskab. Hvis der ikke er penge nok i selskabet, skal der fortages indskud i forbindelse med omregistreringen (kan igen ske som apportindskud). I modsat fald tvangsopløses Iværksætterselskabet.
Omregistrering til Anpartsselskab
Det er muligt at omregistrere et Iværksætterselskab til Anpartsselskab. Det er som nævnt pligtigt indenfor 2 år efter lovens ikrafttræden, men det kan også gøres frivilligt allerede nu. Fra lovens ikrafttræden kræver det blot at der er en egenkapital (mere aktiver end forpligtelser) på mindst 40.000 kr.¬ Hvis det sker inden lovens ikrafttrædelse, kræver det 50.000 kr.
En godkendt revisor skal afgive erklæring om at kapitalen er tilstede. Dvs. revisor skal bl.a. foretage kontroller af aktiver og forpligtelser for at påse om aktiverne er korrekt værdiansat og tilstede og at alle forpligtelser er taget med osv.
Omregistrering er gebyrfrit til Erhvervsstyrelsen.
Kontakt mig, hvis du vil høre mere.
Med venlig hilsen
Henrik Eriksen
Registreret revisor