Nyhedsbrev januar 2025

Hermed sender jeg årets første nyhedsbrev. Som er pænt omfangsrigt, da der er kommet vigtige nyheder i det nye år.

Ejer du ikke selskab, kan du nøjes med at læse om lempelsen i nyhedsbrevets første tredjedel.

Ejer du selskab, er resten af nyhedsbrevet meget vigtig information.

Hvidvask og kundekendskab – regler som gælder alle kunder

Disse regler ændrer sig hele tiden. Det er meget svært at følge med. De involverede brancher har efterspurgt lettelser. Men beskeden fra myndighederne er: At efter ”Den Sorte Svane” vil der ikke ske lempelser.

Dog er der plads til fortolkninger, der kan opfattes om lempelser.

Jeg har tidligere hvert år udsendt spørgeskema til dig som kunde, hvor du blandet skulle erklære dig om, ikke at være Politisk Eksponeret Person. Du skulle også uploade ID på dig selv.

Denne årlige kontrol af kundeoplysninger kan nu udskydes til at være en kontrol hvert tredje år. Du vil derfor opleve at jeg nu i foråret 2025 ikke udsender spørgeskema til dig. Det er ikke en forglemmelse.

Jeg vil dog stadig kontrollere, at den modtagne ID fra dig stadig er gyldig.

Du vil modtage spørgeskemaet igen, hvis:

  • dine ejerforhold ændrer sig,
  • du efterspørger nye ydelser fra mig,
  • din forretning ændrer sig, fx du sælger nye ydelser
  • du begynder at handle med højrisikolande
  • du er / bliver PEP  (Politisk Eksponeret Person).

Til dig der har selskab – selskabsselvangivelsen

Jeg bliver nødt til at skrive dette til dig: Skattestyrelsen har fuldstændig ændret den måde, hvorpå jeg udfylder selskabsselvangivelsen på skat.dk.

Det betyder også, at du fremover vil opleve en helt anden arbejdsgang fra min side omkring godkendelse af årsregnskaber og selskabsselvangivelser.

Du har været vant til at modtage udkast til årsregnskab og selvangivelse i én og samme mail, hvorefter vi kunne drøfte beløb og indhold. Efter opnået enighed om dokumenterne har jeg sendt disse til dig, så du kunne underskrive med dit MitID. Herefter sørgede for jeg for endelig godkendelse af selskabets selvangivelse på skat.dk. Samt for indsendelse af årsregnskabet til Erhvervsstyrelsen.

Fremgangsmåden var nem og tidsbesparende; jeg skulle kun finde oplysningerne frem én gang.

Skattestyrelsen har nu indført et nyt system, hvor deres selvangivelsesprogram henter beløbene fra det indsendte regnskab hos Erhvervsstyrelsen. Problemet med min fremgangsmåde indtil nu er så, at der ikke er nogle beløb fra Erhvervsstyrelsen, da årsregnskabet hverken er godkendt eller indsendt, når jeg udfylder selskabsselvangivelsen på skat.dk.

Så når jeg nu udfylder selskabets selvangivelse på skat.dk, skal jeg taste beløb fra et årsregnskab, du endnu ikke har godkendt. Det må jeg ikke. Den del af selskabets selvangivelse på skat.dk, som omfatter beløbene fra årsregnskabet, ligger nemlig ikke i kladde, men skal godkendes.

Derfor bliver min arbejdsgang fremover omkring årsregnskab og selskabsselvangivelse omlagt: Du vil modtaget udkast til årsregnskab og øvrige dokumenter, som du plejer. Når årsregnskabet er godkendt og indsendt til Erhvervsstyrelsen, tager jeg fat på udfyldelsen af selskabets selvangivelse og sender den efterfølgende til din underskrift.

Den ændrede fremgangsmåde, som jeg desværre ikke selv har valgt, vil koste mellem en halv og en hel time ekstra af min tid pr. selskab, fordi jeg skal ned i materialet igen ved indtastning af selskabets selvangivelse. Og dokumenterne skal fremover fremsendes til din underskrift ad to omgange.

Ulovlige lån fra selskab til privat

Det har igennem mange år været ulovligt for kapitalselskaber (A/S, ApS, P/S) at foretage udlån eller foretage sikkerhedsstillelse for sine kapitalejere samt ledelsesmedlemmer samt personer der står dem særligt nært. Det samme gælder kapitalejere og ledelsesmedlemmer i evt. moderselskab. Disse regler om ulovlige lån er nu ophævet pr. 1. januar 2025.

Hvis man optager lån i en virksomhed, hvor man har bestemmende indflydelse, bliver man skattepligtig af lånet. Dette er ikke ændret med de nye regler pr. 1. januar 2025. Der er også andre forhold der kan medføre skattepligt, fx hvis ægtefælle til en kapitalejer med bestemmende indflydelse over et selskab, låner penge i selskabet.

En tilbagebetaling af lånet medfører i øvrigt ikke ophør af skattepligten, hvorfor det er farligt at arbejde med tilbagebetaling hvis uheldet er ude. Tilbagebetaling vil blot medføre beskatning af noget man ikke har modtaget. I stedet kan fordringen udloddes eller udbetales uden skatteretlige konsekvenser.

Så på rigtig mange områder ændrer de nye regler ikke rigtig på mulighederne.

Man kan ikke bare låne ud fra selskabet – skattepligt eller ikke. Der vil være forskellige selskabsretlige betingelser der skal overholdes:

  • Bl.a. skal et lån være forsvarligt – ledelsens pligt er bl.a. at sikre tilstrækkeligt kapitalberedskab.
  • Derudover må lånet ikke være til ugunst for visse kapitalejere eller kapitalselskabet. Dette medfører at der skal beregnes en markedsrente som afspejler risiko og sikkerheder.

Derudover skal transaktioner mellem kapitalselskabet og enekapitalejer udformes på en måde så de senere kan dokumenteres, altså skriftligt.

Eksempel 1:
Yvonne Hansen hæver 100.000 kr. i sit 100% ejede selskab. Dette vil være lovligt efter de nye regler. Der bliver dog ikke tilbageholdt kildeskat ved hævningen. Manglende tilbageholdelse af kildeskat er ikke lovligt, og kan medføre ledelsesansvar. Tilbagebetaling ophæver ikke beskatningen. I stedet skal man arbejde med udlodning eller udbetaling af fordringen. Det er altså den samme situation som eksisterede for 2024 og tidligere.

Men det er nu muligt at foretage udlån til alle modervirksomheder, uanset deres virksomhedsform og geografiske beliggenhed. Og uanset om moderselskabet ejer 60 %, 40 % eller 20 %.

Eksempel 2:
Jens Hansen købte sig for nogle år siden ind i sin arbejdsplads og ejer nu 20 % af virksomheden. Jens Hansen vil gerne finansiere sin nye bil. Og virksomheden har rigelig overskydende likviditet. Det er nu muligt for Jens Hansen at låne til bilen i sit eget selskab, hvor han altså kun ejer 20 %. Fordi han ikke har bestemmende indflydelse, bliver han ikke skattepligtig af lånet.

Billånet skal etableres på sædvanligt vilkår. Med markedsrente og afdrag som svarer til bilen forventede levetid. Pant i bilen og en sædvanlig kreditvurdering af Jens Hansen.

Når jeg tidligere opdagede/mødte et ulovligt udlån hos en af mine selskabskunder, havde jeg pligt til at underrette forholdet til NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet – tidligere Bagmandspolitiet). Pligten til at jeg skulle foretage en underretning skyldtes:

  • Overtrædelse af selskabslovgivningen (som nu er ophævet).
  • Overtrædelse af kildeskatteloven (som stadig er aktuel).

Hvis du kommer i en situation, hvor du ved at uheld (eller bevidst) har hævet penge i dit selskab, så kontakt mig da straks. Hvis vi reagerer inden den 10. i efterfølgende måned, kan din hævning rent skatteretligt indberettes om udbytte med indbetaling af udbytteskat. Dermed er ingen regler nu overtrådt og jeg slipper for at skulle underrette NSK.

Men jeg vil stadig på det kraftigste anbefale – også på trods af den nye lovlighed – at du undlader at foretage lån og sikkerhedsstillelser i dit selskab, og altid drøfte forholdet med mig først.

Med venlig hilsen
HE Revision

Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor

 

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.