Nyhedsbrev februar 2024

Hermed mit seneste nyhedsbrev.

Det henvender sig til dig der har medarbejdere og dig der modtager kontante betalinger fra dine kunder.

Arbejdstidsregistrering

Fra 1. juli 2024, skal alle arbejdsgivere sikre registrering af medarbejdernes arbejdstid.

Der er metodefrihed til registreringen. Der er fremkommet et par spændende udmeldinger fra beskæftigelsesministeren under behandlingen. Således kan man nu sammenstykke:

  • Der er valgfrihed om registreringen foretages i regneark, via stempel-ur, fysisk på papir eller en helt 4. form.
  • Det er tilstrækkeligt at den daglige arbejdstid kun behøves at blive registreret af medarbejderen på de dage, hvor den faktiske arbejdstid afviger fra den aftalte og/eller skemalagte arbejdstid.
  • Det er kun den samlede mængde af daglig arbejdstid, som skal tidsregistres.
  • Der er således ikke krav om, at det registreres, hvornår på dagen arbejdet er udført.

Eksempel

En medarbejder arbejder fra kl. 9.00 til 14.00 og senere samme dag igen fra kl. 21.00 til 23.30. Der skal registreres 7,5 timer den dag. Og kun registrering hvis arbejdstiden afviger fra den aftalte og/eller skemalagte arbejdstid.

 Opbevaring

Registreringen skal uanset metode være tilgængelig for den enkelte medarbejder. Registreringen skal opbevares 5 år efter udløbet af den periode man beregner den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid efter.

Selvtilrettelæggere

Reglerne gælder ikke for ”selvtilrettelæggere”, da disse er undtaget maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, pausereglerne samt reglerne om natarbejde. Og dermed er der heller ikke behov for tidsregistrering. At de er undtaget skal i øvrigt anføres i ansættelsesaftalen.

En medarbejder er ”selvtilrettelægger” hvis:

  1. Medarbejderen selv kan tilrettelægge arbejdstiden, samt medarbejdere, hvis arbejdstid ikke kan måles fuldstændigt eller forudbestemmes på forhånd, og
  2. medarbejderen har en ledelsesfunktion, eller kan træffe selvstændige beslutninger

Der har under behandlingen som eksempler været nævnt medarbejdere i det højere ledelseslag, visse akademikere, senioradvokater og andre, som har en betydelig grad af frihed og selvstændighed i udførelsen af arbejdet.

Husk evt. tilpasning af ansættelsesaftaler. Og husk persondata som også skal håndteres ved implementering af de nye regler.

Kontante betaling og udfasning af 1.000 kr.-sedlen

NSK (det tidligere Bagmandspolitiet) har udsendt nedenstående vejledning i at håndtere de kommende måneder hvor 1.000 kr.- sedlen skal forsvinde.

Hvidvasksekretariatet vurderer, at risikoen for hvidvask i forbindelse med indkaldelse af 1.000-kronesedlen er betydelig. Vurderingen bygger blandt andet på, at det beløb, der indkaldes, er markant større end for indkaldelse af de ældre seddelserier, at borgere og virksomheder i begrænset omfang anvender 1.000-kronesedlen til betaling, at pengene skal ombyttes i perioden fra bekendtgørelsens ikrafttræden til og med den 31. maj 2025 og at 1.000-kronesedlen anvendes af kriminelle aktører i en række kriminelle aktiviteter fx salg af narkotika og doping, aflønning af sort arbejde og som valuta i de uformelle pengesystemer, herunder hawala.

Hvidvasksekretariatet har ikke viden om, hvor stor en andel af de 21,6 milliarder kroner, der skal indkaldes, der indgår i den kriminelle økonomi. På baggrund af Nationalbankens analyse af kontantområder samt oplysninger og efterretninger om efterspørgsel og brug af store sedler i de kriminelle miljøer, vurderer Hvidvasksekretariatet, at 8-11 milliarder kroner af de 1.000-kronesedler, der skal indkaldes, kan være en del af den kriminelle økonomi og dermed udgør en risiko for hvidvask. Dette omfatter ligeledes en vis andel af de 1.000-kronesedler, der pt. opbevares i udlandet.

Hvidvasksekretariatet antager, at kriminelle aktører, såvel som andre personer og virksomheder, vil ønske at ombytte de 1.000-kronesedler, de ligger inde med. Det antages, at kriminelle aktører vil forsøge at bruge deres 1.000-kronesedler i detailhandlen – særligt på højværdivarer og andre varer, der er let omsættelige. Herudover antager Hvidvasksekretariatet, at kriminelle aktører vil forsøge at veksle eller indsætte pengene gennem landets banker, vekselkontorer og andre virksomhedstyper, som er omfattet af hvidvaskloven og dermed ikke er omfattet af kontantforbudsgrænsen, herunder gennem anvendelse af muldyr.

Hvidvasksekretariatet vurderer, at en væsentlig del af det ulovlige udbytte, der blandt kriminelle aktører holdes i 1.000-kronesedler, vil blive hvidvasket gennem detailhandlen, hvor hvidvasklovens krav ikke finder anvendelse. I detailhandlen og andre ikke-omfattede aktiviteter, gælder i stedet kontantforbuddet. Kontantforbuddet betyder, at der ikke må tages imod kontantbetalinger på 20.000 kroner eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

I forbindelse med indkaldelsen nedsættes kontantforbuddet fra 20.000 kroner til 15.000 kroner. Derfor kan der opstå en øget brug af muldyr, hvor kriminelle aktører vil forsøge at skjule midlernes oprindelse ved at lokke andre til at modtage de sorte penge, som derefter fører videre til andre konti. Muldyr vil i den forbindelse stille sin konto til rådighed for kriminelle aktører, som dermed kan sløre de finansielle spor fra en kriminel handling. Muldyr kan fx bistå de kriminelle aktører ved at anvende de kriminelle aktørers 1.000-kronesedler til betaling for varer. Det kan fx være muldyr, der på vegne af kriminelle aktører køber højværdivarer, der er let omsættelige. Kontanter kan også anvendes til at betale for forbedringer af ejendomme, hvilket i sidste ende vil komme retur i form af et salg eller en eventuel værdistigning.

Med venlig hilsen

HE Revision
Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor

Tlf.: 58 35 12 10
www.he-revision.dk

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.