Jeg gentager lige fra mit tidligere nyhedsbrev, at jeg fra og med 1. juli 2024 fakturerer kørsel efter statens takst for kørsel til opgaver/møder/besøg uden for Slagelse Kommune. https://he-revision.dk/nyhedsbrev-april-2024/
Der er kommet nye regler for registrering af bruger af køretøj
Fra 1.7.2024 skal alle der har fysisk eller juridisk råderet over et køretøj, registreres i motorregisteret. Det medfører registrering af flere antal brugere, samt udfordringer for leasingselskaber.
Hvem er brugere?
En bruger af et køretøj er en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere. Det præciseres nu, at der ved brug forstås den fysiske eller juridiske råderet over køretøjet. Den, der har fysisk råderet over køretøjet, er den fysiske eller juridiske person, som har brugsretten til køretøjet. Den, der har juridisk råderet over køretøjet, er den fysiske eller juridiske person, som fx kan bestemme, hvem et køretøj skal udlejes til, eller hvem et køretøj skal stilles til rådighed for.
I en privat husstand må man vurdere individuelt, om husstandens enkelte medlemmer skal registreres som brugere. Motorstyrelsen har i sin vejledning anført, at man som tommelfingerregel vil kunne gå ud fra, at der ikke er tale om en bruger som skal registreres, hvis man skal spørge, før man bruger køretøjet. Man skal derimod registreres som bruger, hvis man fast bruger køretøjet i en periode på mere end 30 dage. Ved 30 dage forstås 30 sammenhængende dage.
Virksomheder med biler
For virksomheder, der stiller køretøjer til rådighed for deres ansatte, gælder der særlige regler. Virksomheden skal registreres som primær bruger, og hvis køretøjet er forbeholdt én ansat, registreres denne ansatte som sekundær bruger. Hvis køretøjet ikke er forbeholdt én ansat, kan virksomheden dog undlade at registrere sekundære brugere. Hvis virksomheden selv ejer køretøjet, skal denne både registreres som primær ejer og primær bruger af køretøjet.
Eksempel: En håndværker får stillet en montørbil til rådighed af sin arbejdsgiver, og bilen bruges kun af medarbejderen. Virksomheden registreres som primær bruger og medarbejderen som sekundær bruger (uanset erhvervsmæssig brug og/eller beskatning som fri bil).
Det er ikke nærmere præciseret, hvornår et køretøj må anses for at være forbeholdt én ansat. Der er dermed nogen usikkerhed om, hvornår en ansat skal registreres som bruger af køretøjet.
Leasing
De nye regler omfatter også leasingselskaber. Eksempel: Et leasingselskab leaser et køretøj til en virksomhed, som stiller køretøjet til rådighed for en ansat. I dette tilfælde skal leasingselskabet registreres som ejer, virksomheden som primær bruger, og den ansatte som sekundær bruger.
Eksempel 2: Et leasingselskab leaser et køretøj til en forhandler, som subleaser det til en virksomhed, der stiller køretøjet til rådighed for en ansat. I dette tilfælde skal leasingselskabet registreres som ejer, forhandleren som sekundær bruger, virksomheden som primær bruger, og den ansatte som sekundær bruger.
Det kommer til at koste tid at sikre hvem der er bruger, herunder at holde øje med de løbende ændringer. Man må forvente at disse ekstra administrative byrder, vil blive viderefaktureret til kunderne.
Fuldmagt
Det kræver fuldmagt at registrere en bruger af et køretøj i Motorregistret. Den, der skal registreres som bruger, kan logge på Motorregistret og oprette en fuldmagt, hvorefter ejeren selv kan tilknytte vedkommende som bruger af køretøjet.
Dette gælder dog ikke for leasingkøretøjer. Leasingselskaber kan selv registrere en sekundær bruger i Motorregistret ved debitorskifte, hvis de er selvangivere. Leasingselskaber skal sikre, at brugeren har givet fuldmagt til dette, evt. i form af en underskrevet leasing- eller subleasingaftale.
Brugere kan også registreres fysisk, hvis ejeren møder op i en motorekspedition eller hos en nummerpladeoperatør. Det forudsætter at brugeren er fysisk til stede, eller fuldmagt. En ansættelseskontrakt eller lignende, er tilstrækkelig fuldmagt. En subleasingaftale mellem subleasinggiver og subleasingtager vil kunne udgøre tilstrækkelig dokumentation til, at subleasingtager kan registreres som primær bruger.
Hvem skal sikre, at de rigtige brugere er registreret?
Køretøjets ejer har pligt til at sikre, at fysiske eller juridiske personer med fysisk eller juridisk råderet over køretøjet registreres som brugere af køretøjet i Motorregistret. Det kan straffes med bøde, hvis køretøjets ejere ikke sikrer, at samtlige brugere registreres.
Gebyrfri periode og proces for ændring
Tilføjelse, ændring og sletning af brugere koster som udgangspunkt et gebyr på 380 kr. per gang. Hvis der er behov for at ændre registrerede brugere af et køretøj som direkte følge af de nye regler, kan dette dog ske gebyrfrit i perioden fra 1. juli 2024 til og med 31. december 2024. Gebyrfri ændring kan kun ske ved at følge denne proces:
- Hent denne Excel-fil, og udfyld listen med stelnummer og hvilke brugeroplysninger der skal ændres.
- Gå til denne formular og log ind med MitID.
- Udfyld formularen – husk at vedhæfte Excel-filen.
- Vedhæft fuldmagt fra bruger.
- Indsend ved at trykke på Send.
Anmodninger skal være sendt til Motorstyrelsen senest den 31. december 2024, for at ændringerne kan ske gebyrfrit. Motorstyrelsen vil behandle ansøgningerne løbende.
Indberetning af momsfritagne aktiviteter
Fremover skal alle momsregistrerede virksomheder en gang årligt oplyse på momsangivelsen, om virksomheden har momsfritagne aktiviteter. Desuden skal virksomheder med både momspligtige og momsfritagne aktiviteter oplyse sin delvise momsfradragsprocent.
Hvad er momsfritagne aktiviteter
Man skal oplyse om man har momsfritagne aktiviteter efter momslovens § 13 som fx sundhedsydelser, social forsorg og bistand, undervisning, udlejning eller salg af fast ejendom, forsikring, finansielle ydelser eller persontransport. Klasseeksemplet er en virksomhed som udfører momspligtige håndværksydelser, og som også ejer en ejendom som udlejes momsfrit. Man skal ikke oplyse om forhold som falder helt uden for momsloven. Indberetningspligten omfatter heller ikke aktiviteter, som er fritaget efter § 34 (eksport, leverancer til fly og skibe osv.).
Når en virksomhed både momspligtige og momsfri aktiviteter
Når en virksomhed oplyser om aktiviteter, der er fritaget for moms efter momslovens § 13, skal den også angive:
- Den delvise momsfradragsprocent (forholdet mellem momspligtig omsætning ud af den samlede omsætning)
- Hvilket regnskabsår, der er grundlag for opgørelsen af den delvise momsfradragsprocent
Anvendelse af delvis momsfradragsprocent
Man skal bruge den samme delvise momsfradragsprocent for alle momsindberetninger i regnskabsåret. Hvis momsfradragsprocenten på indberetningstidspunktet for første momsindberetning i regnskabsåret (fx 1.9.2024 for halvårsmoms) er opgjort for på baggrund af sidste regnskabsår (fx 2023), skal man bruge denne momsfradragsprocent.
Hvis fradragsprocenten for sidste regnskabsår (fx 2023) ikke er opgjort endeligt på tidspunkt for første momsindberetning for året, skal momsfradragsprocenten fra forrige regnskabsår (fx 2022) bruges.
Årlig korrektion
Når man afslutter et regnskabsår, og opgør den endelig delvise momsfradragsprocent for det pågældende år, vil der være en korrektion i forhold til det tidligere indberettede.
Denne korrektionen skal indberettes i den momsangivelse, der omfatter den sjette måned efter regnskabsårets udløb. Dette gælder uanset, om opgørelsen er klar til indberetning tidligere.
Med venlig hilsen
HE Revision
Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor