Nyhedsbrev maj 2024

Kontantreglen er midlertidigt lempet

Det er pligtigt for fx detailbutikker at tage mod kontanter i Danmark. Dette kaldes ofte for ”kontantpligten” eller ”kontantreglen” Men nu er der kommet en undtagelse, og pligten finder således ikke længere anvendelse på kontantbetalinger, der overstiger købesummen med mere end 750 kr.

Altså: butikken er ikke (længere) pligtig til at tage mod tusindkronesedlen, hvis de skal give mere end 750 kr. tilbage i byttepenge.

Pligten består således ikke mere, hvis man køber noget for under 250 kr., og betaler med en tusindkroneseddel.

Det hænger naturligvis sammen med afskaffelsen af tusindkronesedlen, hvor mange omsætter og får vekslet deres tusindkronesedler til mindre møntsort. I mange situationer er det sket ved at man køber noget til en ringe værdi, for eksempel 10 kr., og betaler med en tusindkroneseddel, hvorefter butikken er forpligtet til at give 990 kr. tilbage i byttepenge.

Reglen (altså undtagelsen ovenfor som medfører at butikken ikke længere er forpligtet til at tage imod 1000 kronesedlen i de nævnte situationer), gælder fra dagen efter den ny lov L169 bliver bekendt i Lovtidende (forventeligt 6. juni 2024, således at undtagelsen gælder fra 7. juni 2024), og gælder indtil 1. juni 2025.

(Grænsen var i øvrigt i lovforslaget på 500 kr. Men den blev i forbindelse med behandlingen i folketinget sat op til 750 kr.)

Link til folketingets behandling, hvor man kan se den vedtagne lov: https://lnkd.in/dgARXPUs

Nu er det således midlertidigt frivilligt for betalingsmodtagere at modtage 1.000-kronesedler som betaling, hvis kontantbetalingen overstiger købesummen med mere end 750 kr. Formålet er at imødekomme de problemer, som hyppige betalinger med 1.000-kronesedler kan give detailhandlen, i anledning af at 1.000-kronesedlen er blevet indkaldt. Loven muliggør fortsat køb af varer med 1.000-kronesedler. Men betalingsmodtageren vil kunne afvise betaling fra kunder, der ønsker at benytte en 1.000-kroneseddel til mindre køb op til 250 kr., der reelt kan have karakter af veksling af sedler.

Smartwatch

Der er kommet en interessant skatteafgørelse for dig, der i forvejen har fri telefon (multimediebeskatning).

Afgørelsen går ud på, at Skat nu anerkender et smartwatch som en integreret del af telefonen.

Derfor vil en arbejdsgivers køb af et smartwatch til medarbejdere ikke udløse ekstra beskatning, men rent skatteretligt i forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejderen blive indeholdt i multimediebeskatningen.

Husk på den momsmæssige behandling ved køb af hardware der bruges både privat og erhverv. Der skal ved hvert køb anlægges en momsmæssig fordeling, som udmærket kan være 50/50. Hvorfor kun 50 % af momsen må fradrages ved køb af hardware, som også bruges privat. Hvis fordeling mellem privat og erhverv åbenlyst er en anden end 50/50 bruges naturligvis denne fordeling.

Skema 04.021 – selvangivelse af kontrollerede transaktioner

Det handler om dig som person, der ejer et selskab, hvor du har bestemmende indflydelse.

Du skal indsende et skema, hvor du beskriver de transaktioner der har været mellem dig og dit selskab. Det kan være at dit selskab bor til leje i din private ejendom. Det kan være at dit selskab har en mellemregning med dig. Og betaler dig renter.

Indberetningen er online. Men med den store fordel, at jeg ikke behøver koder eller adgang. Jeg kan bare udfylde og indsende.

Jeg vil derfor for dig, som har bestemmende indflydelse i dit eget selskab, udfylde og indsende disse oplysninger på dine vegne inden for de næste uger og inden den 30. juni 2024.

Hvis du ønsker kopi af skemaet med de indsendte oplysninger, siger du bare til.

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.