Jeg sender hermed mit seneste nyhedsbrev. Hvor første del er pligtlæsning for dig, som har selskab.
Og anden del er information til alle.
For dig der ejer selskab eller selskaber, nærmer en af årets vigtigste datoer sig; den 20. november. Og det handler om betaling af selskabsskat:
- Den 20. november 2025 skal dit selskab betale en eventuel restskat for indkomståret 2024. Restskatten fremgår af den årsopgørelse, dit selskab har modtaget i sin e-boks i disse dage. Har du flere selskaber, er det kun moderselskabet (holdingselskabet) der har modtaget en årsopgørelse. Du kan på årsopgørelsen aflæse beløbet for restskatten. Og samme sted finde FI-koden til brug for selve betalingen. Der kommer ikke yderligere opkrævninger vedrørende denne restskat.
- Den 20. november 2025 skal dit selskab også betale anden rate af aconto selskabsskat for den forventede indkomst i dit selskab for indkomståret 2025. Denne opkrævning blev udsendt i begyndelsen af 2025. Der kommer ikke yderligere opkrævninger vedrørende denne rate.
- Den 20. november 2025 kan dit selskab betale frivillig selskabsskat for den forventede indkomst for indkomståret 2025.
Den skat, dit selskab ikke når at betale den 20. november 2025 vedrørende indkomsten i 2025, bliver opkrævet som restskat den 20. november 2026 – men med et procenttillæg på minimum ca. 7.
Dette procenttillæg sparer selskabet ved at indbetale forud nu den 20. november 2025. Tillægget er ikke fradragsberettiget for selskabet.
Det er kun ved forventning om større restskatter, at det kan betale sig at involvere mig i processen med at beregne størrelsen på en restskat. Det giver ingen mening at betale mig kr. 2.000 for at dit selskab sparer kr. 600 i tillæg.
Du kan ikke nøjes med blot at indbetale ekstra selskabsskat på selskabet skattekonto. Du skal på skat.dk anmode om at blive registreret med et ekstra beløb.
Lad mig høre fra dig, hvis jeg skal hjælpe med ovenstående.
Firmakort fra e-conomic
Disse nyhedsbreve er normalt ikke en reklameplads.
Men jeg oplevede tidligere på året at modtage et brev fra mit pengeinstitut: På grund af nye regler kunne mit Visa-Dankort tilknyttet revisionsfirmaet ikke længere benyttes.
Alle erhvervsbetalinger skal kunne identificeres både fysisk og elektronisk. Den mulighed eksisterede ikke med firmaets Visa-Dankort. Og virksomhedens Visa-Dankort skulle derfor udskiftes med et Mastercard. Som i gebyrer m.m. ville blive væsentlig dyrere for mig.
Nu har e-conomic lanceret et firmakort, som kan vælges med og uden kredit. Vælger du firmakort uden kredit, kan løsningen gøres gratis.
Firmakort er inkluderet i Smart- og Avanceret-pakken. Alle betalende brugere på aftalen kan få ét fysisk og op til fem virtuelle kort – uden ekstra omkostninger.
Når du bruger firmakortet, får du automatisk en besked om, at du skal huske at skanne det bilag, du netop har modtaget for dit køb.
Du kan læse mere om løsningen her: https://www.e-conomic.dk/funktioner/firmakort
Jeg modtager hverken procenter eller andre goder, hvis du vælger e-conomics nye firmakort. Jeg synes bare den passer rigtig godt til mig. Og derfor passer den måske også godt til dig.
Med venlig hilsen
HE Revision
Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor