Nyhedsbrev december 2025

Hermed sender jeg årets sidste nyhedsbrev.

Som handler om online videospil. Samt vores adgang til dine skatteoplysninger.

 

Skatteoplysninger

Vores adgang til dine skatteoplysninger som person (CPR-nummer) udløber efter 12 måneder, hvis du ikke aktivt har rettet i den dato, som Skat foreslog, da du oprettede adgangen.

Jeg har anskaffet nyt software, som kan overvåge udløbsdatoerne for vores adgang til dine data i din skattemappe. Data vi bruger, for at kunne hjælpe med at udarbejde din selvangivelse, forskudsopgørelse m.m. Jeg kan se, at mange adgange udløber inden for de næste par måneder.

Når vores adgang er udløbet, bruger vi unødig tid på at prøve adgangen, skrive til dig, at adgangen er udløbet. Og måske også høfligst rykke dig for at genetablere adgangen. Tid som du kunne undgå at skulle betale for.

Derfor beder jeg dig allerede nu om at logge ind på skat.dk med dit CPR nummer og rette udløbsdatoen, så første halvår 2026 er dækket ind.

Du kan bruge vedhæftede vejledning.

 

Videospil

Online videospil kan være en udmærket fritidsbeskæftigelse – især nu i juledagene.

Desværre dukker der en del skattesager op mod unge mennesker, der spiller fx Counter-Strike. Hvor de unge mennesker ganske uforvarende overtræder den danske skatte- og momslovgivning.

Det kan være ganske store beløb der er tale om. Som kan ødelægge det unge menneskes muligheder for senere at købe bil eller lejlighed. Samt give en plet på straffeattesten.

For Counter-Strikes vedkommende handler det om køb og salg af ”skins”, som er udsmykning, man bruger i spillet.

Fortjeneste ved køb og salg skal skrives på selvangivelse for den pågældende spiller.

Men rigtig giftige er momsreglerne: Sælger man for mere end kr. 50.000, skal man være momsregistreret. Har man solgt ”skins” for kr. 500.000 og købt ”skins” for kr. 480.000, er den skattepligtige fortjeneste til at overse. Det er store beløb men ikke usædvanlige.

Ved salg for kr. 500.000 skal spilleren være momsregistreret. Det er strafbart ikke at lade sig momsregistrere. Samtidig skal spilleren aflevere kr. 100.000 i salgsmoms; et beløb unge mennesker sjældent lige har stående på deres bankkonto.

Skattestyrelsen fokuserer helt korrekt kun på salgsmomsen. Fordi der ikke er nogen købsmoms involveret. De købte ”skins” er som regel købt fra andre private spillere, der ikke opkræver moms eller udsteder en faktura.

Så få i juledagene en snak med jeres familie eller omgangskreds; der kan ligge store potentielle skatte- og momsproblemer ved brug af udvalgte online videospil.

 

Med ønske om en god jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen
HE Revision

Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.