Nyhedsbrev april 2019

Til dig der har varevogn på gule eller papegøjeplader.

Firmakørsel
Varebiler, som anvendes til firmakørsel, skal fra den 1. juli 2019 registreres hos Motorstyrelsen. Firmakørsel er transport af gods, som tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet. Der er også tale om firmakørsel, hvis der transporteres gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på f.eks. køb, salg eller reparation.

Eksempler på firmakørsel er:

  • Når en tømrer, murer, elektriker mv. transporterer materiale, som skal bruges i virksomheden
  • Når restauranter, caféer, catering, pizzeriaer mv. udbringer mad
  • Når butikker, der sælger varer, selv står for levering til kunden
  • Når virksomheder transporterer gods, som er produceret af virksomheden, til en kunde
  • Når entreprenører transporterer materiale (f.eks. sand og grus), som skal anvendes til at udføre en opgave (f.eks. et vejbyggeri), som entreprenøren selv har påtaget sig.

 

Godskørsel for fremmed regning
For godskørsel for fremmed regning i varebil indføres der nye tilladelses- og uddannelseskrav til varebilsvognmænd og -chauffører. Varebilsvognmænd skal have en varebilsvognmandsuddannelse samt en varebilstilladelse, mens varebilschauffører skal have et varebilschaufføruddannelsesbevis.

Godskørsel for fremmed regning er transport af gods, hvor godset ikke tilhører eller er knyttet til den registrerede bruger af køretøjet.

Find svar på Varebilskrav.dk
Færdselsstyrelsen har oprettet hjemmesiden https://www.varebilskrav.dk/ . Hjemmesiden beskriver de nye regler og giver svar på de spørgsmål, som varebilsvognmænd og -chauffører måtte have i forbindelse med de nye regler.

Selv om du ikke kører godskørsel for fremmed regning, skal du stadig registrere din varevogns korrekte anvendelse på skat.dk. Du skal altså inden den 1. juli logge ind på skat.dk og registrere, om du kører gods for fremmed regning eller ikke.

Når du har foretaget din registrering, vil din virksomhed modtage en delopkrævning og en delopgørelse for betalt vægtafgift/grøn ejerafgift.

 

Investorfradrag

Du får et ekstra fradrag
Personer får fra og med 2019 fradrag for investeringer i unoterede selskaber. Man kan maksimalt få fradrag for investering på op til 400.000 kr., (og op til 800.000 kr. fra 2023) og fradraget beregnes med 59% og som et ligningsmæssigt fradrag. Værdien er dermed ca. 15%. En investering på 100.000 kr. medfører altså at du får ca. 15.000 kr. af Skat.

Det medfører komplicerede regler nedenfor, men trods alt indføres skattefradrag ved investeringer, hvilket vi hilser velkomment.

 

Kun private investeringer
For at opnå fradraget kræves, at du investerer personligt. Investeringer som sker gennem holdingselskaber, kvalificerer ikke til fradrag.

Det medfører antageligt, at investorfradraget vil blive brugt af mindre førstegangsinvestorer. Hvorimod gentagelsesinvestorer formentligt de fleste gange vil investere gennem holdingselskab (som ikke kvalificerer til fradrag).

 

Når du senere har tab eller gevinst
Når du realiserer dine kapitalandele, bliver du beskattet af gevinst eller får fradrag for tab. Det sker med 27 / 42 procent, afhængig af størrelsen (progressionsgrænsen er på 108.000 kr. for gifte). Skatteværdien af tab modregnes i anden skat. Dette ændres ikke som følge af, om du har fået investorfradrag ved købet. Hvis du således har skudt 400.000 kr. ind i et selskab, som du senere må sælge for 0 kr. (fx konkurs), vil du således opnå både investorfradrag (ca. 60.000 kr.), og skattefradrag for tabet. Tabet ved salg er 400.000 kr. som udløser en negativ skat på 151.800 kr. som kan modregnes i anden skat. Samlet set har du fået 211.800 kr. eller ca. 53 % betalt af Skat.

 

Krav
En række krav skal være opfyldt:

Der skal være tale om et unoteret selskab, selskabet skal være i en opstarts- eller vækstfase (eller en opfølgende investering skal følge forretningsplan), selskabet må ikke være et pengetanksselskab, selskabet beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. euro, selskabet har ikke i de seneste 3 år foretaget udlodninger/opkøb af egne aktier, der overstiger resultatet efter skat, selskabet er ikke kriseramt, selskabet har ikke undladt at tilbagebetale EU-ulovlig støtte, målselskabet modtager kapitalindskud på max 15 mio. euro, investor/nærtstående må ikke i 3 år have ejet kapitalandele eller have overdraget aktiver til selskabet. Endelig må selskabet ikke have været modtagende selskab i en skattefri omstrukturering hvis investor i samme periode har ejet aktier i det indskydende selskab. Konkret rådgivning forudsættes, da denne liste er sammenskrevet for at lette overskueligheden.

Der skal afgives erklæring fra godkendt revisor inden investeringen, om at betingelserne er opfyldt. Selskabet skal indberette fradraget.

 

Genbeskatning
Investor bliver genbeskattet hvis aktierne sælges inden 3 år. Dog ikke, hvis salgssummen inkl. udbetalte udbytter ikke overstiger 50 % af den oprindelige investering. Man bliver også genbeskattet hvis man overdrager aktiver indenfor 3 år til målselskabet, eller hvis det bliver et pengetanksselskab. Der er tillæg på 3 % for hvert år fra udløb af indkomstår, hvori fradrag er taget

 

Kontakt mig, hvis du vil høre mere.

 

Med venlig hilsen

HE Revision
Henrik Eriksen
Registreret revisor

 

Tlf.: 58 35 12 10
Fax: 58 35 12 05

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.