Nyhedsbrev juni 2017

Indgreb rammer mange og skader investeringer

Underskud fra passiv investering i K/S, P/S og I/S er fremadrettet ikke fradragsberettiget i anden indkomst. Der kan nu kun modregnes i evt. fremtidige gevinster i samme virksomhed.

Lovændringen
Underskud i passiv deltagelse i Kommanditselskab, Partnerselskab eller Interessentskab, kan fremover ikke modregnes i anden indkomst. Underskuddene kan i stedet akkumuleres og i fremtiden modregnes i evt. overskud fra samme virksomhed.

Dvs. at hvis man fx køber en andel af en vindmølle, som giver underskud i starten, kan underskuddet ikke fratrækkes i anden indkomst, men kun anvendes i evt. senere overskud.

Typiske virksomheder, som rammes
Investeringer i solceller, vindmøller og visse ejendomme, foregår typisk igennem en af disse skattetransparente selskaber. Dette for at personen bag kan få glæde af en stor afskrivning i de første år, og først skal genbeskattes ved salg af aktivet på et langt senere tidspunkt. Der er således for en stor dels vedkommende, tale om udskydelse af skatterne.

Udbuddet af disse projekter i K/S form, P/S form eller I/S form vil med lovændringen formentligt blive væsentligt reduceret eller helt stoppe.

Teknikken
Det er ikke alle virksomheder som rammes. Der er 3 ting der skal være opfyldt, før der sker kildeartsbegrænsning:

Selskabet udgør ikke et selvstændigt skattesubjekt (det er skattetransparent)
Selskabsforholdet er reguleret af selskabslovgivningen, en selskabsaftale eller lignende og
Deltagelse sker kun i uvæsentligt omfang
I/S er ligesom P/S og K/S skattemæssigt transparente. I I/S vil der som udgangspunkt være en selskabsaftale eller en interessentskabsaftale. Personlige virksomheder, IVS, ApS, A/S berøres ikke.

Kildeartsbegrænsningen opstår kun, hvis virksomhedsdeltageren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Hvis to personer driver et I/S, og begge deltager i virksomhedens drift, begrænses underskuddet ikke for nogen af de to. Deltagelse i virksomhedens drift i væsentligt omfang, er minimum 50 timer om måneden.

Tidspunkt
Kildeartsbegrænsning har virkning for virksomhed, der erhverves fra 12. maj 2017 eller senere. Loven er vedtaget den 2. juni 2017.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.