Nyhedsbrev febuar 2026

Jeg sender hermed mit seneste nyhedsbrev.

Som har et emne der er aktuelt, hvis du nærmer dig folkepensionsalderen.

Og et andet emne som handler om regler for købsfakturaer. Der ligger nemlig en meget farlig men glemt regel i momslovgivningen.

Gode tider for folkepensionister der fortsat arbejder

Hvis du bliver på arbejdsmarkedet i indtil 2 år efter at du har opnået ret til folkepension, belønnes du med en kontant skattefri gave, også kaldet ”seniorpræmie”. Seniorpræmien er et skattefrit engangsbeløb første år på 48.555 kr. (2025) / 53.901 kr. (2026). Andet år er det 28.902 kr. (2025) / 32.074 kr. (2026). Præmien forhøjes i 2029 til 63.080 kr. det første år og 37.420 kr. det andet år.

Du skal være født den 1. januar 1954 eller senere. Seniorpræmien uddeles i indtil 2 år, efter du har opnået ret til folkepension. Den uddeles årligt og forudsætter, at du arbejdet mindst 1.560 timer på årsbasis – svarende til 30 timer per uge i snit. Du kan således optjene de 1560 løntimer på kortere tid i optjeningsperioden, hvis du fx vælger at arbejde fuldtid dvs. 37 timer om ugen. Og du skal have en timeløn på mindst 142,15 kr. i snit (2025-niveau) / (eller 148,98 kr. i 2026-nivau).

Optjeningsperioden begynder den 1. i måneden efter, at du når folkepensionsalderen. Folkepensionsalderen varierer med alder. Her har vi lavet en beregning for en person født 1. januar 1958. Folkepensionsalder vil være 67 år, og folkepensionsmåned er januar 2025.

Vedrørende den første seniorpræmie er optjeningsperioden 01.02.2025 – 31.01.2026. Anden seniorpræmies optjeningsperiode er 01.02.2026 – 31.01.2027. Man skal opfylde betingelserne hvert år. Udbetaling år 1 er ikke en forudsætning for udbetaling år 2.

Du kan modtage folkepension samtidigt med, at du optjener løntimer til seniorpræmie.

Lønmodtagere

Hvis man er lønmodtager, hvor timer og løn indberettes til indkomstregistret, kommer udbetalingen automatisk til udbetaling, når optjeningsperioden er udløbet. Hvis du får udbetalt feriepenge, skal du huske at indsende dokumentation på afholdt ferie i optjeningsperioden.

Med eksemplet ovenfor, får man seniorpræmien udbetalt tidligst ultimo marts 2026, altså tidligst 2 måneder efter udløbet af optjeningsperioden. Nr. 2 seniorpræmie udbetales tidligst ultimo marts 2027.

Der kan være særlige forhold, hvis du er er forudlønnet, arbejder færre timer i en fuldtidsstilling, fx ved natarbejde eller er på seniorordning med nedsat tid og kompensation med løn. Se mere på borger.dk.

Selvstændige og hovedaktionærer (og lønmodtagere, hvor B-indkomst ikke er indberettet)

Selvstændige skal selv aktivt søge om seniorpræmien. Med eksemplet ovenfor, kan man tidligst søge 01.02.2026, altså når optjeningsperioden er overstået. Seniorpræmien udbetales i løbet af december 2027 eller januar 2028, altså i eksemplet ca. to år senere. Nr. 2 seniorpræmie kan søges om tidligst den 1.2.2027. Den udtales i løbet af december 2028 eller januar 2029. Igen ca. to år senere.

Det er overskuddet fra virksomheden der omregnes til løntimer ved brug af omregningssatsen på 142,15 kr. (2025). Man kan således få udbetalt seniorpræmie, ved et overskud på knap 222.000 kr. Ansøgningen kan ske når optjeningsperioden er overstået, og skal ske senest 3 år efter optjeningsperioden.

For selskabsejere, der ejer mindst 50% af sit selskab, beregnes grænsen, ud fra den A-indkomst du har modtaget fra selskabet. Her er det altså ikke selskabets overskud, men den A-indkomst man har trukket ud.

Den glemte momsregel for købsbilag

Det er efterhånden nok slået fast, at findes der ikke et bilag for en givet omkostning, giver der heller ikke fradrag. Det gælder både skattefradrag og momsfradrag. Hvor skattefradraget måske kan reddes på anden vis.

Nu og da ser vi stadig dankortkvitteringen lagt ind i bogføringen selv om den kvittering moms- og skatteretlig er fuldstændig ligegyldig.

Hovedreglen for momsfradrag for et køb hedder nemlig en faktura. Og for en faktura ligger der helt specielle krav til indholdet.

Men der er også mulighed for at opnå momsfradrag med det som i fagsproget hedder en ”forenklet faktura”. En ”forenklet faktura” kender vi også under et andet navn; nemlig en kassebon.

Og når vi taler om kassebon (eller en forenklet faktura) ligger der en lille lusket regel, som i værste fald kan koste dig momsfradraget på dit indkøb.

En kassebon giver nemlig ikke momsfradrag, hvis dit køb er over kr. 3.000,00. Så en tur i Jem & Fix med indkøb af lidt håndværktøj, der overstiger kr. 3.000,00, må følges op af en rigtig faktura fra Jem & Fix.

Så gå aldrig ud af nogen butik alene med en kassebon, hvis du har købt for mere end kr. 3.000,00.

Kassebon eller rigtig faktura har faktisk også betydning i forhold til den digitale bogføringspligt. En kassebon opfylder ikke kravene til at være et bilag, som efter loven skal skannes og opbevares digitalt.

Mens en rigtig faktura skal skannes og opbevares digitalt. Så måske ser vi fremadrettet flere kontroller omkring digitale bilag og nægtelse af fradrag for moms dokumenteret via en kassebon, men hvor købet var over kr. 3.000,00.

Med venlig hilsen
HE Revision

Henrik Lund Eriksen
Registreret revisor

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.