Nyhedsbrev april 2016

Lån ikke penge ud fra virksomheden

Der er ikke-proportional straf for at foretage forkerte udlån fra virksomheden.

Selskab
Et selskab (Iværksætterselskab, anpartsselskab, aktieselskab og parterselskab) må ikke låne penge ud til sin ledelse eller til sine ejere. Det gælder også ledelse og ejer i moderselskab. Og det gælder også alle disse personers nærtstående, fx ægtefæller, børn osv. Tilsvarende gælder forbud mod sikkerhedsstillelser, dvs. man kan ikke omgå forbuddet med at oprette en privat kredit, og lade selskabet stille sikkerhed for kreditten.
Hvis selskabet alligevel låner ud til denne personkreds, skal lånet tilbagebetales med tillæg af en rente, som i øjeblikket udgør 10,05%. Og hvis der lånes ud til en ejer med bestemmende indflydelse, skal personen oven i købet beskattes af udlånet. Der er en del arbejde med at rette op på forholdet.

Personlig virksomhed
Hvis man driver personlig virksomhed, er reglerne nogenlunde de samme i den såkaldte virksom-hedsordning. Der er ikke forbud mod udlån, men dette anses for hævet (med beskatning til følge), hvis udlånet ikke er erhvervsmæssigt.

Afgørelse om ejendomme
En virksomhedsejer ville sælge nogle af virksomhedens ejendomme til ejers børn. Virksomheden ville være med til at finansiere børnenes køb, så børnene fik lettere ved at købe ejendommene. Ejer spurgte skatterådet til 3 forskellige løsninger: 1) At hele købesummen ikke blev betalt, men at er blev oprettet en mellemregning på anfordringsvilkår forrentet med markedsrenten. 2) At hele købesummen ikke blev betalt, men at der blev oprettet en mellemregning på anfordringsvilkår forrentet med markedsrenten og sikkerhedsstillelse i form af et ejerpantebrev. Og 3) At der skete sædvanlig realkreditbelåning af ejendommene, og den resterende del af salgssummen skulle berigtiges med et anfordringstilgodehavende forrentet med markedsrenten.

Skatterådet mente at det i samtlige tre løsninger ville medføre en hævning (med beskatning af opsparet overskud til følge). Sagen blev anket til landsretten. Denne fandt, at fuld sælgerfinansiering forrentet på markedsvilkår ikke er sædvanligt i forhold til en uafhængig køber, uanset om der udstedes ejerpantebrev eller ej. En sælgerfinansiering på disse vilkår ville derfor blive betragtet som et privat udlån.

Afgørelse om tandlæger
To tandlæger drev tandlægevirksomhed i I/S form. De ville stifte et ejendomsselskab der skulle opføre en ejendom til udlejning til tandlægevirksomheden. De ville udlåne overskudslikviditet fra tandlægevirksomheden til selskabet. Skatterådet fandt dog, at betaling af leje ikke var udtryk for ”direkte erhvervsmæssig samhandel” mellem tandlægevirksomheden og ejendomsselskabet. Udlånet medførte hævning (og beskatning).

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Gebyr for lovpligtig bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering

Dette gebyr skal dække et årligt gebyr, som opkræves af Erhvervsstyrelsen hos alle landets revisorer til brug for drift er Erhvervsstyrelsen kontroller med overholdelse af reglerne.

Dertil skal gebyret dække omkostninger til anskaffelse og drift af software, der kan opfylde kravene til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Gebyret tilskrives ved opstart af kundeforhold. Og efterfølgende én gang om året.